Læsevejledning

Denne rapport indeholder resultater fra den nationale undersøgelse af Patientoplevet Kvalitet i Kiropraktorpraksis 2023. Rapporten indledes med en kort beskrivelse af undersøgelsen og et overblik over hvor mange patienter og kiropraktorklinikker, der har deltaget i undersøgelsen. Undersøgelsens overordnede resultater præsenteret i starten af rapporten. I de efterfølgende afsnit fremgår detaljerede resultater af alle individuelle spørgsmål fra spørgeskemaundersøgelsen, der præsenteres for hvert tema i undersøgelsen. Afsnittene indledes med en kort beskrivelse og opsummering af resultaterne for temaet, efterfulgt af en visning af relevante tabeller og grafer. I slutningen af rapporten findes en oversigt over regionale forskelle af patientoplevet kvalitet i kiropraktorpraksis, samt variationer i data for deltagende kiropraktorklinikker.

Den nationale rapport suppleres med individuelle rapporter til hver deltagende kiropraktorklinik, der har opnået 15 eller flere besvarelser i forbindelse med undersøgelsen. De individuelle klinikrapporter kan med fordel læses og fortolkes ud fra den nationale rapport, der med et større datagrundlag i højere grad sammenfatter resultater og peger på relevante fokusområder af patientoplevet kvalitet i kiropraktorpraksis.

Om undersøgelsen

Patientoplevet Kvalitet i Kiropraktorpraksis (PoKK) er en national undersøgelse af patientoplevet kvalitet i kiropraktorpraksis, som blev gennemført i perioden 9. januar til 20. januar 2023.

Formålet med undersøgelsen er at belyse patienternes oplevelser af kvalitet i kiropraktorpraksis på nationalt, regionalt og klinikniveau, og at identificere temaer til patientoplevet kvalitetsudvikling. Alle kiropraktorklinikker med ydernummer blev inviteret til at deltage i undersøgelsen.

Undersøgelsen er gennemført som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse, hvor der blev spurgt ind til patienternes vurdering af kvalitet i kiropraktorpraksis. Alle patienter, der blev behandlet hos én af de deltagende kiropraktorklinikker i undersøgelsesperioden, skulle tilbydes at deltage i undersøgelsen. Patienter under 16 år uden forældrenes samtykke til at deltage, og patienter der grundet sprogmæssige barrierer ikke havde mulighed for at svare på spørgeskemaet, blev ekskluderet fra undersøgelsen. Flere detaljer om undersøgelsens metode fremgår af bilag 1.

Spørgeskemaet der blev anvendt i undersøgelsen, bestod af 28 spørgsmål indenfor 6 forskellige temaer:

  • Baggrundsoplysninger
  • Tidsbestilling og kontakt til klinikken
  • Ankomst til klinikken
  • Undersøgelsen og behandling
  • Efter/mellem patientens besøg i klinikken
  • Patientens samlede vurdering af klinikken

Spørgsmålene er blevet vurderet på en 5-punktsskala bestående af følgende svarkategorier: ”I meget lav grad”(1) ”I lav grad” ”I moderat grad” ”I høj grad” ”I meget høj grad”(5). Det fulde spørgeskema fremgår af bilag 2.

Deltagelse

I dette afsnit præsenteres deltagelsen blandt landets kiropraktorklinikker og patienternes deltagelse i undersøgelsen. Patientdeltagelsen udgør det antal patienter, der blev registreret til at modtage et spørgeskema på klinikkerne i løbet af undersøgelsesperioden samt det antal patienter, som har deltaget i PoKK. Resultaterne præsenterer deltagelse svarende til nationalt niveau og deltagelse opdelt i regioner. Derudover vises aldersfordelingen blandt deltagerne i PoKK og aldersfordelingen for det samlede antal patienter, som er blevet behandlet i de deltagende kiropraktorklinikker i løbet af undersøgelsesperioden. Data om patientgennemstrømningen i undersøgelsesperioden stammer fra Danske Regioner1. Deltagelses- og registreringsprocent i PoKK og for den samlede patientgennemstrømning præsenteres opdelt pr. region.

Klinikdeltagelse

250 klinikker med ydernummer blev inviteret til at deltage i undersøgelsen, hvoraf 228 deltog, svarende til 91% af de inviterede kiropraktorklinikker.

Deltagelsesprocenter Nationalt
Antal inviterede klinikker 250
Antal klinikker der deltog 228
Deltagelsesprocent, % 91






Patientdeltagelse

Der blev registreret i alt 27.577 patienter. Antal registreringer pr. klinik varierede fra 2 til 604 patienter. 18.304 patienter besvarede spørgeskemaet, hvilket svarer til en samlet svarprocent på 66,4%. Svarprocenterne for de enkelte klinikker varierer fra 3% til 100%.


Svarprocenter National
Antal registrerede patienter, N 27.577
Antal besvarelser, N 18.304
Svarprocent, % 66






Patientgennemstrømning i undersøgelsesperioden

I undersøgelsesperioden blev i alt 52.113 unikke patienter behandlet i de kiropraktorklinikker, som deltog i undersøgelsen. Ud af disse blev 27.577 patienter registreret i klinikkerne, svarende til 53% af den samlede patientgennemstrømning for undersøgelsesperioden. Årsagerne til at 47% ikke blev registreret som deltagere i PoKK kendes ikke, men dækker både over de patienter, som ikke blev inviteret til at deltage og de patienter som blev inviteret, men afslog at deltage. Der er i alt 18.304 patienter, som har deltaget i PoKK, hvilket svarer til 35% af den faktiske patientgennemstrømning for undersøgelsesperioden.

I aldersfordelingen for henholdsvis de patienter, som har deltaget i PoKK og den samlede patientgennemstrømning er der ganske små forskelle som primært omhandler de 0-4-årige og 25-34-årige, som er let underrepræsenteret i PoKK, og de 50-69-årige, som er let overrepræsenteret. Samlet set er forskellene så små, at de må anses for irrelevante, og aldersfordelingen i PoKK vurderes derfor at være repræsentativ for patientgennemstrømningen i undersøgelsesperioden.

Aldersfordelingen for henholdsvis PoKK-deltagere og den samlede patientgennemstrømning i undersøgelsesperioden samt regionale deltagelses- og registreringsprocenter fremgår herunder.


Deltagere i PoKK, N Samlet patientgennemstrømning, N
Totalt antal 18.106 52.113
Alder ukendt/ikke angivet 414 27
Grundlag for aldersfordeling 17.692 52.086
Note: Total antal adskiller sig fra Antal besvarelser i forrige tabel pga. manglende afregningsdata fra enkelte deltagende klinikker.



Aldersgruppe, År Deltagere i PoKK, N(%) Samlet patientgennemstrømning, N(%)
0-4 307 (1,7) 1.600 (3,1)
5-9 31 (0,2) 276 (0,5)
10-14 75 (0,4) 547 (1,1)
15-19 167 (0,9) 1.012 (1,9)
20-24 436 (2,5) 1.689 (3,2)
25-29 790 (4,5) 3.029 (5,8)
30-34 1.058 (6,0) 3.776 (7,2)
35-39 1.167 (6,6) 3.973 (7,6)
40-44 1.497 (8,5) 4.469 (8,6)
45-49 1.943 (11,0) 5.354 (10,3)
50-54 2.129 (12,0) 5.581 (10,7)
55-59 2.262 (12,8) 5.684 (10,9)
60-64 1.929 (10,9) 4.482 (8,6)
65-69 1.571 (8,9) 3.635 (7,0)
70-74 1.204 (6,8) 2.999 (5,8)
75-79 750 (4,2) 2.292 (4,4)
80-84 298 (1,7) 1.185 (2,3)
85-89 66 (0,4) 415 (0,8)
90-94 10 (0,1) 83 (0,2)
95-99 2 (0,0) 5 (0,0)
Note: Tabellen viser aldersfordelingen for patienter i PoKK og for det faktiske antal unikke patienter, der blev behandlet i de deltagende kiropraktorklinikker i undersøgelsesperioden (baseret på data fra afregnings-/og ydelsesdata fra Danske Regioner).



Region Deltagere
i PoKK,
N(%)
Samlet
patientgennemstrømning,
N(%)
Deltagelsesprocent
pr. region

(%)
Nordjylland 1.176 (6,5) 4.046 (7,8) 29,1
Syddanmark 5.588 (30,9) 14.378 (27,6) 38,9
Sjælland 2.867 (15,8) 8.260 (15,9) 34,7
Hovedstaden 4.237 (23,4) 13.530 (26,0) 31,3
Midtjylland 4.238 (23,4) 11.899 (22,8) 35,6
Total 18.106 (100,0)1 52.113 (100,0) 34,52
Note: Tabellen viser deltagerantal for patienter i PoKK og det faktiske antal unikke patienter, der blev behandlet i de deltagende kiropraktorklinikker i undersøgelsesperioden opdelt pr. region (baseret på data fra afregnings-/og ydelsesdata fra Danske Regioner).
1 Antallet adskiller sig fra antal besvarelser i tidligere tabel pga. manglende afregningsdata fra enkelte klinikker
2 Den gennemsnitlige deltagelsesprocent



Region Registrerede
i PoKK,
N(%)
Samlet
patientgennemstrømning,
N(%)
Registreringsprocent
pr. region

(%)
Nordjylland 1.838 (6,7) 4.046 (7,8) 45,4
Syddanmark 8.211 (30,1) 14.378 (27,6) 57,1
Sjælland 4.297 (15,8) 8.260 (15,9) 52,0
Hovedstaden 6.545 (24,0) 13.530 (26,0) 48,4
Midtjylland 6.386 (23,4) 11.899 (22,8) 53,7
Total 27.277 (100,0)1 52.113 (100,0) 52,32
Note: Tabellen viser antal registrerede patienter i PoKK og det faktiske antal unikke patienter, der blev behandlet i de deltagende kiropraktorklinikker i undersøgelsesperioden opdelt pr. region (baseret på data fra afregnings-/og ydelsesdata fra Danske Regioner).
1 Total registrerede patienter i PoKK adskiller sig fra antal registrerede patienter i tidligere tabel pga. manglende afregningsdata fra enkelte klinikker. Med registrerede patienter menes de patienter, som takkede ja til at modtage et spørgeskema
2 Den gennemsnitlige registreringsprocent




Overordnede resultater af patientoplevet kvalitet

I dette afsnit præsenteres de overordnede resultater af patientoplevet kvalitet i kiropraktorpraksis. De overordnede resultater beskriver patienternes samlede tilfredshed og hvilken betydning forskellige faktorer af patientoplevet kvalitet har for patienterne, når de vurderer den samlede tilfredshed med kvaliteten af deres besøg hos kiropraktoren. Tilfredshed anvendes som udtryk for patientoplevet kvalitet.

Patienternes samlede tilfredshed

Patienternes samlede tilfredshed med kvaliteten i kiropraktorpraksis er meget høj, svarende til en gennemsnitlig score på 4,66 på en skala fra 1-5, hvor 5 er den højeste score. Det betyder at 98% af patienterne angiver at de ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” har tillid til, at de har fået den rette sundhedsfaglige behandling hos kiropraktoren, 95% af patienterne angiver at de “I høj grad” eller ”I meget høj grad” synes at besøget ved kiropraktoren levede op til deres forventninger, og 98% af patienterne angiver at de ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” alt i alt er tilfredse med deres besøg i klinikken.

Der var mindre variationer i patienternes samlede tilfredshed, afhængigt af hvilke patienter der blev spurgt. De reelle forskelle fremgår af tabeller i afsnittet med detaljerede resultater.

Det ses at:

  • De yngste patienter (0-15-årige) er en anelse mere tilfredse sammenlignet med de øvrige aldersgrupper (≥16-årige)
  • Kvinder er en anelse mere tilfredse end mænd
  • Patienter der tidligere har været ved en kiropraktor, er lidt mere tilfredse sammenlignet med nye patienter
  • Patienter der har haft flere tidligere forløb ved kiropraktoren, er lidt mere tilfredse sammenlignet med patienter, der har haft færre antal tidligere forløb
  • Det ingen betydning har for patienternes samlede tilfredshed, om patienterne er først, undervejs eller sidst i deres forløb hos kiropraktoren
  • Det ingen betydning har for patienternes samlede tilfredshed, hvem der anbefaler patienten at opsøge kiropraktor

Faktorer af patientoplevet kvalitet

De individuelle spørgsmål i spørgeskemaet blev analyseret og omgrupperet til 6 faktorer af patientoplevet kvalitet. Det blev undersøgt hvilken betydning patienterne tillagde faktorerne, når de vurderede deres samlede tilfredshed med besøget i klinikken. Flere detaljer om hvordan faktorerne blev dannet findes i afsnittet ”Faktorer af patientoplevet kvalitet”. Der var enkelte spørgsmål, der ikke kunne placeres i en faktor, men som repræsenterer samme område, og derfor beskrives sammen med faktorerne herunder. De seks faktorer og den gennemsnitlige tilfredshed med de enkelte faktorer er:

F1: Konsultationen (gns. tilfredshed = 4,69 på en skala fra 1-5)

F2: Patientinddragelse (gns. tilfredshed = 4,50 på en skala fra 1-5)

F3: Patientens oplevelse efter besøget i klinikken (gns. tilfredshed = 4,38 på en skala fra 1-5)

F4: Klinikkens faciliteter (gns. tilfredshed = 4,22 på en skala fra 1-5)

F5: Klinikkens adgangsforhold (gns. tilfredshed = 4,22 på en skala fra 1-5)

F6: Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken (gns. tilfredshed = 4,62 på en skala fra 1-5)

Patienterne er generelt meget tilfredse med alle seks faktorer, men der er forskel på hvilken betydning patienterne tillægger faktorerne, når de vurderer den samlede tilfredshed. De forskelle der fremhæves i afsnittet må betragtes som små. Faktorerne opsummeres herunder i rangeret rækkefølge i forhold til deres indbyrdes betydning for patienternes samlede tilfredshed.

Konsultationen

Konsultationen er den faktor patienterne er mest tilfredse med, og den som samtidig betyder mest for patienterne, når de vurderer den samlede tilfredshed med deres besøg i klinikken. Det bør fortsat være et område der prioriteres højt i praksis. Konsultationen har lidt større betydning for mænd end for kvinder.

Patientens oplevelse efter besøget i klinikken

Patientens oplevelse efter besøget i klinikken har tæt på samme betydning for patienterne som Konsultationen, når de vurderer den samlede tilfredshed med deres besøg i klinikken. Den gennemsnitlige tilfredshed er lidt lavere for denne faktor sammenlignet med Konsultationen. Patientens oplevelse efter besøget i klinikken har lidt større betydning for mænd, og for patienter der lige har afsluttet deres forløb hos kiropraktoren.

Det fremgår af individuelle spørgsmål, at den samlede tilfredshed er lavere, men stadig høj, blandt patienter der oplever bivirkninger, de ikke på forhånd er blevet informeret om, og patienter der er i et forløb, hvor der er behov for samarbejde med andre end kiropraktoren. Patientens oplevelse efter besøget i klinikken er et fokusområde, der fortsat skal prioriteres højt.

Patientinddragelse

Patientinddragelse bør fortsat prioriteres højt, da det er et område der har positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed, selv om det har mindre betydning end de ovenstående faktorer. Faktoren er tæt forbundet med Konsultationen, og det kan have undervurderet hvor stor en betydning Patientinddragelse har haft for patienternes samlede tilfredshed. Betydningen af Patientinddragelse er lidt større for mænd, og for patienter der er i begyndelsen af deres forløb.

Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken

Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken bør fortsat prioriteres, da det også har en positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed, om end betydningen er mindre end faktorerne der allerede er nævnt. Betydningen af faktoren er ens for alle patienter.

Det fremgår af individuelle spørgsmål, at tilfredsheden er lidt lavere blandt patienter der oplever forsinkelse i klinikken. Hver femte patient i undersøgelsen oplever forsinkelse, og af dem vurderer lidt mere end halvdelen, at ventetiden ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” er acceptabel. Lidt mindre end halvdelen vurderer, at ventetiden ”I moderat grad” eller ”I lav grad” er acceptabel.

Klinikkens faciliteter

Klinikkens faciliteter er den faktorer der har den mindste positive betydning for patienterne, når de vurderer den samlede tilfredshed. Betydningen af faktoren er ens for alle patienter.

Klinikkens adgangsforhold

Klinikkens adgangsforhold har ingen betydning for patienterne, når de vurderer den samlede tilfredshed. Det er den faktor, patienterne er mindst tilfredse med ud af de seks faktorer, selv om tilfredsheden stadig betragtes som høj.

Detaljerede resultater af patientoplevet kvalitet

I dette afsnit fremgår resultaterne af patienternes besvarelser for alle individuelle spørgsmål i spørgeskemaet. Afsnittet er bygget op omkring de 6 temaer spørgeskemaet er inddelt i:

  • Baggrundsoplysninger
  • Tidsbestilling og kontakt til klinikken
  • Ankomst til klinikken,
  • Undersøgelsen og behandling,
  • Efter/mellem patientens besøg i klinikken
  • Patientens samlede vurdering af klinikken

Baggrundsoplysninger

Baggrundsoplysninger beskriver deltagerne i undersøgelsen og bidrager til en vurdering af, om forskellige patientgrupper svarer markant anderledes på spørgeskemaet om tilfredshed. Baggrundsoplysninger indeholder detaljer om patientens alder, køn, hvem der anbefalede patienten at opsøge kiropraktor, patientens nuværende forløbsstatus hos kiropraktoren, og om patienten tidligere har været ved kiropraktoren. Små forskelle i tilfredshed opdelt på baggrundsoplysninger bidrager til kiropraktorklinikkernes fortolkninger af egne resultater, hvor forskelle i patientgrundlag kan være en medvirkende årsag til at klinikkens resultater adskiller sig fra det nationale niveau. Resultaterne af patienternes besvarelser sammenfattes herunder.

Den gennemsnitlige alder for patienterne i undersøgelsen er 51,5 år. De yngste patienter (0-15-årige) er lidt mere tilfredse sammenlignet med de øvrige aldersgrupper (≥16-årige), selv om forskellene er små. Flere kvinder (59%) end mænd (40%) er repræsenteret i undersøgelsen, og den samlede tilfredshed er lidt højere blandt kvinderne end mænd.

Langt de fleste patienter opsøger kiropraktoren på eget initiativ (58%) eller på baggrund af en anbefaling fra ens sociale netværk (18%) og i mindre grad på anbefaling fra egen læge (9%) eller anden sundhedsfaglig behandler (7%). Hvem der anbefaler patienten at opsøge kiropraktor, har ingen betydning for den samlede tilfredshed.

Størstedelen af patienterne angiver, at de er undervejs i deres forløb hos kiropraktoren (80%), hvilket betyder at de har været set mere end én gang hos kiropraktoren. Færre patienter angiver, at det er deres første besøg (10%) eller at deres forløb lige er afsluttet (11%). Det har ingen betydning for den samlede tilfredshed, hvor patienterne er i deres behandlingsforløb hos kiropraktoren.

De fleste patienter er vant til at gå til kiropraktor, idet 71% svarer ”Ja” til at de tidligere har besøgt en kiropraktor i forbindelse med et andet forløb. Patienter der svarer ”Ja” har en højere samlet tilfredshed end patienter der svarer ”Nej”, selv om forskellene er små. Omkring halvdelen af patienterne der er vant til at gå til kiropraktor, angiver at de har været ved kiropraktor med et nyt forløb ”5 gange eller flere” (48%). Lidt færre patienter har været ved kiropraktor med et nyt forløb ”3-4 gange” (21%) og ”1-2 gange” (22%). Patienter der har været hos kiropraktor ”5 gange eller flere”, er lidt mere tilfredse sammenlignet med patienter, der har haft færre besøg.

Patienternes svarfordeling på de enkelte spørgsmål fremgår herunder.








Note: Tabellen summerer ikke nødvendigvis til 100 %, da patienterne havde mulighed for at angive flere svar.







Note: Spørgsmålet vises kun for dem der svarer ‘Ja’ til at de tidligere har været ved kiropraktoren i forbindelse med et nyt forløb




Tidsbestilling og kontakt til klinikken

Temaet beskriver hvordan patienterne bestiller deres tid ved kiropraktoren, om de er tilfredse med muligheden for kontakt til klinikken, og om de i forbindelse med deres tidsbestilling oplever at der bliver spurgt ind til deres symptomer. Resultaterne af patienternes besvarelser sammenfattes herunder.

Patienterne bestiller oftest deres tid ved kiropraktoren ved telefonisk henvendelse (73%), online booking (12%) eller booking via sundhedsforsikring (7%). Mere end 9 ud af 10 patienter svarer at de ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” er tilfredse med muligheden for kontakt til klinikken, når de bestiller deres tid.

I forbindelse med tidsbestillingen svarer 19% ”Nej” og 18% ”Ved ikke/Ikke relevant” til, om de bliver spurgt ind til deres symptomer i forbindelse med tidsbestillingen. Langt de fleste patienter der svarer ”Nej” og ”Ved ikke/ikke relevant” er undervejs i deres forløb hos kiropraktoren, mens henholdsvis 11% og 6% angiver at det er første besøg i deres forløb. Patienter der bliver spurgt ind til deres symptomer i forbindelse med deres tidsbestilling, har en lidt højere samlet tilfredshed, end patienter der ikke bliver spurgt ind til deres symptomer.

Patienternes svarfordeling på de enkelte spørgsmål fremgår herunder.









Hvor patienterne er i deres forløb, når de bestiller deres tid hos kiropraktoren, kan have en indflydelse på, om der bliver spurgt ind til patienternes symptomer. Derfor vises patienternes forløbsstatus for patienter, der svarer ”Nej” og ”Ved ikke/Ikke relevant”.







Ankomst til klinikken

Temaet beskriver om patienterne vurderer at klinikkens fysiske rammer lever op til deres behov, om klinikpersonalet er venligt og imødekommende ved patienternes ankomst, og om patienterne oplever forsinkelse i forbindelse med deres tid hos kiropraktoren. Resultaterne af patienternes besvarelser sammenfattes herunder.

Mere end 9 ud af 10 patienter svarer, at klinikkens åbningstider, ventefaciliteter og behandlingsrum ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” lever op til deres behov. Fysiske rammer, som parkeringsforhold, omklædningsforhold og adgangsforhold, der ikke nødvendigvis er relevant for alle patienter, angives i højere grad som ”Ved ikke/Ikke relevant” af patienterne. Der er samtidig lidt flere patienter der vurderer at disse ”I moderat grad” eller ”I lav grad” lever op til deres behov.

Mere end 9 ud af 10 patienter synes ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” at klinikpersonalet er venligt og imødekommende ved deres ankomst i klinikken.

Omkring 20% af patienterne svarer ”Ja” til, at de oplevede forsinkelse fra de skulle møde i klinikken til de blev kaldt ind. Forsinkelsen bliver oftest vurderet til at være 5-15 minutter. Lidt over halvdelen af patienter, der oplever forsinkelse på klinikken, vurderer ”I høj grad” (43%) eller ”I meget høj grad” (13%) at forsinkelsen er acceptabel, mens lidt færre end halvdelen vurderer, at forsinkelsen er acceptabel ”I moderat grad” (37%) eller ”I lav grad” (5%).
Patienter der oplever forsinkelse i klinikken, har en lidt mindre, men stadig høj samlet tilfredshed, sammenlignet med patienter der ikke oplever forsinkelse, og tilfredsheden falder i takt med at længden på forsinkelse stiger.

Patienternes svarfordeling på de enkelte spørgsmål fremgår herunder.










Note: Spørgsmålet vises kun for dem der svarer ‘Ja’ til at de oplevede forsinkelse




Undersøgelse og behandling

Temaet undersøgelse og behandling beskriver hvordan patientidentifikation sikres i klinikken, og om patienterne vurderer at kiropraktoren er god til forskellige delelementer af undersøgelse og behandling, som f.eks. at lytte til og forstå patienterne, og at inddrage patienterne i behandlingen. Patienterne vurderer også om de synes, at de får beskrevet deres problematik tilstrækkeligt, og om besøget hos kiropraktoren har hjulpet dem. Resultaterne af patienternes besvarelser sammenfattes herunder.

I 80% af tilfældene angiver patienterne, at kiropraktoren sikrede sig, at de var den rette patient ved at registrere/fremvise deres sundhedskort ved ankomst i klinikken. Lidt over 30% af patienterne angiver at de var kendt/blev genkendt på klinikken. Kun omkring 10% af patienterne angiver, at kiropraktoren sikrede sig, at de var den rigtige patient, ved at de blev bedt om at oplyse deres navn, eller deres CPR-nr. Der er forskel i patienternes samlede tilfredshed afhængigt af, hvordan patienterne oplever at kiropraktoren sikrer, sig at de er den rette patient. Den lille andel af patienter, der angiver ”Andet” eller ”Ingen af ovenstående” har en lavere samlet tilfredshed sammenlignet med øvrige patienter. Patienter der angiver ”at de er kendt i klinikken/blev genkendt i klinikken”, har en højere samlet tilfredshed sammenlignet med øvrige patienter.

Mere end 9 ud af 10 patienter synes ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” at kiropraktoren er god til at undersøge dem, at få dem til at føle at der er tid til dem under konsultationen, at lytte til dem og forstå deres situation, at inddrage dem i beslutninger vedrørende deres undersøgelse, behandling og behandlingsplan, at tale med dem om deres symptomer og tilstand samt til at informere dem om hvordan de skal forholde sig efter deres besøg i klinikken. Patienterne oplever generelt at de får beskrevet deres problematik tilstrækkeligt overfor kiropraktoren, og mere end 8 ud af 10 patienter vurderer, at deres besøg hos kiropraktoren har hjulpet dem. Én ud af 10 patienter vurderer, at besøget “I moderat grad” har hjulpet dem. Patienter der kun “I lav grad” eller “I meget lav grad” oplever, at deres besøg hos kiropraktoren har hjulpet dem, har en noget lavere samlet tilfredshed sammenlignet med de patienter der oplever, at besøget hos kiropraktoren har hjulpet dem. Tilfredsheden falder jo mindre patienterne oplever, at deres besøg hos kiropraktoren hjælper dem.

Patienternes svarfordeling på de enkelte spørgsmål fremgår herunder.













Efter dit/mellem dine besøg i klinikken

Temaet efter dit/mellem dine besøg i klinikken beskriver om patienterne er trygge ved deres tilstand, når de går hjem fra kiropraktoren, og om de oplever nogle bivirkninger, de ikke på forhånd er blevet informeret om. Der spørges også ind til om patienterne er i et forløb, hvor der har været behov for samarbejde med andre end kiropraktoren (fx egen læge, fysioterapeut, sygehus mm), og om patienterne vurderer at nødvendig information bliver givet videre, til andre der har behov for den. Resultaterne af patienternes besvarelser sammenfattes herunder.

Mere end 9 ud af 10 patienter vurderer, at de ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” er trygge ved deres tilstand, når de tager hjem fra deres besøg hos kiropraktoren. Omkring 95% af patienterne oplever ikke nogen bivirkninger, de ikke på forhånd er blevet informeret om. De 5% af patienterne der svarer ”Ja” eller ”Ved ikke/Ikke relevant” til at de oplever bivirkninger, de ikke på forhånd er blevet informeret om, har en lavere samlet tilfredshed end patienter der svarer ”Nej”.

I 21% af tilfældene svarer patienterne ”Ja” til, at de er i et forløb, hvor der er behov for samarbejde med andre end kiropraktoren (fx egen læge, fysioterapeut, sygehus mm). Af disse, oplever mere end 8 ud af 10 patienter at informationen ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” bliver givet videre til andre, der har behov for den. En stor del af patienterne svarer ”Ved ikke/Ikke relevant” til spørgsmålet, om de oplever at nødvendig information bliver givet videre til andre, der har behov for den. Af dem, angiver langt de fleste patienter (>80%), at de er undervejs i deres forløb, hvilket eventuelt kan have indflydelse på, hvorfor de finder spørgsmålet irrelevant (se sidste figur i dette tema).

Patienter der svarer ”Ja” til, at de er i et forløb, hvor der er behov for samarbejde med andre end kiropraktoren, har en lavere samlet tilfredshed end patienter der svarer ”Nej”.

Patienternes svarfordeling på de enkelte spørgsmål fremgår herunder.






Herunder ses en sammenfatning af de hyppigst oplevede bivirkninger, som patienterne ikke på forhånd var blevet informeret om:

  • Hovedpine (moderat og voldsom)
  • Øget træthed
  • Uspecificeret ømhed
  • Svimmelhed/omtåget
  • Smerter andre steder i kroppen end det behandlede område
  • Forstærkede smerter i det behandlede område
  • Kvalme
  • Influenzasymptomer
  • Øget barnegråd (babyer)

Spørgsmålet vises kun for de patienter der har svaret ”Ja” til om de oplevede nogle bivirkninger ved behandlingen, som de ikke på forhånd var blevet informeret om, svarende til 2.4% af patienterne.





Note: Spørgsmålet vises kun for dem, der svarer ‘Ja’ til at der i forbindelse med deres nuværende forløb, har været behov for samarbejde med andre end kiropraktoren.






Patientens samlede vurdering af klinikken

Spørgsmålene fra patientens samlede vurdering af klinikken bruges til at estimere patienternes samlede tilfredshed med kvaliteten i kiropraktorpraksis. Den samlede tilfredshed er estimeret som et gennemsnit af tre spørgsmål omhandlende 1) patienternes tillid til, at de har modtaget den rette behandling, 2) om besøget i klinikken har levet op til deres forventninger og 3) deres generelle tilfredshed med deres besøg. Gennemsnittet er udregnet på en skala fra 1-5, hvor 5 er den højeste score.

Resultaterne viser, at den gennemsnitlige tilfredshed er 4,66. Det betyder at 98% af patienterne angiver at de ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” har tillid til, at de har fået den rette sundhedsfaglige behandling hos kiropraktoren, 95% af patienterne angiver at de “I høj grad” eller ”I meget høj grad” synes at besøget ved kiropraktoren levede op til deres forventninger, og 98% af patienterne angiver at de ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” alt i alt er tilfredse med deres besøg i klinikken.





Faktorer af patientoplevet kvalitet

De enkelte spørgsmål i spørgeskemaet blev omgrupperet til en række relevante faktorer på baggrund af resultaterne fra patienternes besvarelser og en faktoranalyse. Formålet med at danne faktorer frem for udelukkende at se på individuelle spørgsmål, var at undersøge hvor stor en betydning relevante områder inden for patientoplevet kvalitet har for patienternes samlede tilfredshed.

I tabellen findes en oversigt over faktorerne og hvilke spørgsmål, der indgår i de enkelte faktorer.

Patienternes gennemsnitlige tilfredshed med faktorerne blev vurderet på en skala fra 1-5, hvor 5 er den højeste score.





Det fremgår, at den gennemsnitlige tilfredshed med alle seks faktorer er meget høj. Den gennemsnitlige tilfredshed er lidt højere for Konsultationen, Patientinddragelse samt Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken, sammenlignet med Klinikkens faciliteter, Klinikkens adgangsforhold og Patienternes oplevelse efter besøget i klinikken.

I det følgende afsnit fremgår resultaterne af en regressionsanalyse, der blev brugt til at analysere hvor meget de seks faktorer hver især bidrog til patienternes samlede tilfredshed. Det fortolkes som hvor stor eller lille betydning patienterne tillagde faktorerne, når de vurderede den samlede tilfredshed. Hvilke faktorer der havde størst betydning, mindre betydning og ingen betydning fremgår herunder. Der var ingen af faktorerne, der påvirkede patienternes samlede tilfredshed i negativ retning.

Faktorer med størst positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed

Konsultationen

Denne faktor opsummerer, om patienterne synes, at kiropraktoren er god til at undersøge patienten, at få patienten til at føle at der er tid til dem under konsultationen, til at lytte til og forstå patientens situation, og om patienten synes at kiropraktoren er god til at tale med dem om deres situation og tilstand. Konsultationen er den faktor der har størst positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed. Det fremgår af analysen, at faktoren betyder lidt mere for mænd end for kvinder, når de vurderer den samlede tilfredshed.

Patientens oplevelse efter besøget i klinikken

Faktoren opsummerer om patienterne oplever, at deres besøg hos kiropraktoren hjælper dem, og de er trygge ved deres tilstand, når de tager hjem efter deres besøg hos kiropraktoren, og om de oplever at nødvendig information fra kiropraktoren bliver givet videre til andre, der har behov for den (fx egen læge, fysioterapeut, sygehus mm).

Patientens oplevelse efter besøget i klinikken har tæt på samme positive betydning for patienternes samlede tilfredshed som Konsultationen har. Betydningen er lidt større for mænd end for kvinder, og for patienter der lige har afsluttet deres forløb hos kiropraktoren.

Patientinddragelse

Denne faktor opsummerer om patienterne synes, at kiropraktoren er god til at inddrage dem i beslutninger vedrørende deres undersøgelse, behandling og behandlingsplan, til at informere om, hvordan patienterne skulle forholde sig efter deres besøg i klinikken og om patienterne føler at de fik beskrevet deres problematik tilstrækkeligt over for kiropraktoren.

Patientinddragelse har en positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed, om end betydningen er lidt mindre end for Konsultationen og Patientens oplevelse efter besøget i klinikken. Faktoren er tæt forbundet med Konsultationen, hvilket kan have gjort at betydningen for den samlede tilfredshed er blevet mindre. Betydningen er lidt større for mænd end kvinder, og for patienter der er først i deres forløb.

Faktorer med mindre eller ingen betydning for patienternes samlede tilfredshed

Klinikkens faciliteter

Denne faktor opsummerer om patienterne synes at klinikkens fysiske rammer lever op til deres behov i forhold til ventefaciliteter, omklædningsforhold og behandlingsrum. Klinikkens faciliteter har en mindre, men stadig positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed. Betydningen af faktoren er ens for alle patienter.

Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken

Faktoren opsummerer om patienterne synes at muligheden for kontakt til klinikken er tilfredsstillende, om klinikpersonalet er venligt og imødekommende ved deres ankomst, og om de vurderer at eventuel forsinkelse i klinikken er acceptabel. Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken har en mindre, men stadig positiv betydning for patienternes samlede tilfredshed. Betydningen af faktoren er ens for alle patienter.

Klinikkens adgangsforhold

Faktoren opsummerer om patienterne synes, at klinikkens fysiske rammer lever op til deres behov i forhold til, åbningstider, parkeringsforhold og adgangsforhold (trapper, elevator mm).½
Klinikkens adgangsforhold har ingen betydning for patienternes samlede tilfredshed. Betydningen er ens for alle patienter.

Resultater på regionsniveau

I dette afsnit præsenteres undersøgelsens resultater på regionsniveau. Herunder den samlede og gennemsnitlige tilfredshed for de 6 faktorer af patientoplevet kvalitet fordelt på regioner samt den gennemsnitlige tilfredshed for hver enkelt spørgsmål i spørgeskemaet på regionsniveau.

Den gennemsnitlige tilfredshed for de 6 faktorer af patientoplevet kvalitet fordelt per region


Nord

N = 1176
Syd

N = 5605
Sjæll

N = 2867
Hovedst

N = 4289
Midt

N = 4367
F1: Konsultationen 4,68 4,70 4,69 4,68 4,68
F2: Patientinddragelse 4,54 4,52 4,50 4,48 4,51
F3: Patientens oplevelse efter besøget i klinikken 4,40 4,37 4,38 4,39 4,36
F4: Klinikkens fasciliteter 4,30 4,22 4,27 4,01 4,36
F5: Klinikkens adgangsforhold 4,37 4,28 4,28 3,97 4,30
F6: Patientens kontakt til og modtagelse i klinikken 4,68 4,60 4,64 4,63 4,61
Samlet tilfredshed 4,67 4,66 4,66 4,66 4,64




Den gennemsnitlige tilfredshed for individuelle spørgsmål fordelt per region


Nord
N = 1176
Syd
N = 5605
Sjæll
N = 2867
Hovedst
N = 4289
Midt
N = 4367
9. Var muligheden for kontakt til klinikken i forbindelse med tidsbestillingen tilfredsstillende? 4,63 4,58 4,60 4,60 4,57
11a. Lever klinikkens åbningstider op til dine behov 4,62 4,57 4,54 4,56 4,53
11b. Lever klinikkens parkeringsforhold op til dine behov 4,14 3,95 4,04 3,14 3,95
11c. Lever klinikkens adgangsforhold op til dine behov 4,35 4,34 4,24 4,21 4,43
11d. Lever klinikkens ventefaciliteter op til dine behov 4,63 4,56 4,56 4,52 4,57
11e. Lever klinikkens omklædningsforhold op til dine behov 3,59 3,48 3,66 2,93 3,86
11e. Lever klinikkens behandlingsrum op til dine behov 4,69 4,62 4,61 4,56 4,63
12. Var klinikpersonalet venligt og imødekommende ved din ankomst? 4,83 4,79 4,81 4,78 4,78
15. Var længden af forsinkelse, fra du skulle møde i klinikken, til du blev kaldt ind, acceptabel? 3,67 3,55 3,63 3,65 3,61
17a. Var kiropraktoren god til at undersøge dig? 4,68 4,69 4,69 4,67 4,67
17b. Var kiropraktoren god til at få dig til at føle, at der var tid til dig under konsultationen? 4,68 4,70 4,70 4,69 4,68
17c. Var kiropraktoren god til at lytte til dig og forstå din situation? 4,71 4,74 4,72 4,73 4,72
17d. Var kiropraktoren god til at tale med dig om dine symptomer og din tilstand, så du følte dig velinformeret? 4,54 4,53 4,54 4,54 4,53
17e. Var kiropraktoren god til at informere dig om, hvordan du skulle forholde dig efter dit besøg i klinikken? 4,67 4,67 4,65 4,64 4,65
18. Føler du, at du fik beskrevet din problematik tilstrækkeligt over for kiropraktoren? 4,55 4,48 4,45 4,44 4,48
19. I hvilken grad oplever du, at dit/dine besøg hos kiropraktoren har hjulpet dig? 4,39 4,32 4,33 4,37 4,31
21. Var du tryg ved din tilstand, da du tog hjem efter dit/dine besøg hos kiropraktoren? 4,62 4,59 4,62 4,63 4,58
24. Oplever du, at nødvendig information fra kiropraktoren bliver givet videre til andre, der har behov for den? 2,73 3,26 3,07 2,46 3,23
25. Har du tillid til, at du har fået den rette sundhedsfaglige behandling af kiropraktoren? 4,67 4,66 4,66 4,67 4,65
26. Levede dit/dine besøg ved kiropraktoren op til dine forventninger? 4,60 4,60 4,59 4,61 4,58
27. Er du alt i alt tilfreds med dit besøg i klinikken? 4,69 4,70 4,70 4,70 4,68




Variationer i data på klinikniveau

Variationen i datamaterialet blandt deltagende klinikker kan have betydning for klinikkernes mulighed for at sammenligne sig med det nationale gennemsnit, når data afrapporteres på klinikniveau. I det følgende afsnit vises variationen i patientgrundlaget på klinikniveau fordelt på regioner.

Antal besvarelser per klinik fordelt per region


Region Antal besvarelser (N) Antal klinikker (N) Antal besvarelser per klinik (N)1 Min – Max antal besvarelser per klinik (N)
Nordjylland 1.176 22 53 2 - 181
Syddanmark 5.605 60 93 4 - 282
Sjælland 2.867 32 90 15 - 283
Hovedstaden 4.289 65 66 1 - 235
Midtjylland 4.367 49 89 10 - 404
Total 18.304 228 80 1 - 404
1 Afrundet gennemsnit



Svarprocenter per klinik fordelt per region

Region Svarprocent (%) Antal klinikker (N) Svarprocent per klinik (%)1 Min - Max svarprocent per klinik (%)
Nordjylland 64 22 65 33 – 89
Syddanmark 68 60 67 27 – 100
Sjælland 67 32 66 33 – 79
Hovedstaden 65 65 65 3 – 88
Midtjylland 66 49 65 45 – 82
Total 66 228 65 3 - 100
1 Afrundet gennemsnit



Patienternes gennemsnitsalder per klinik per region

Region Gennemsnitsalder (År) Antal klinikker (N) Gennemsnitsalder per klinik (År)1 Min – Max gennemsnitsalder per klinik (År)
Nordjylland 50 22 50 39 - 62
Syddanmark 51 60 51 27 - 60
Sjælland 53 32 53 44 - 64
Hovedstaden 52 65 52 35 - 74
Midtjylland 50 49 50 30 - 66
Total 51 228 51 27 – 74
1 Afrundet gennemsnit



Andelen af kvinder i undersøgelsen per klinik per region

Region Andel kvinder (%) Antal klinikker (N) Andel kvinder per klinik(%)1 Min – Max andel kvinder per klinik (%)
Nordjylland 61 22 59 43 - 78
Syddanmark 59 60 57 16 - 83
Sjælland 61 32 60 33 - 92
Hovedstaden 58 65 59 21 - 100
Midtjylland 57 49 57 33 - 84
Total 59 228 58 16 - 100
1 Afrundet gennemsnit




Acknowledgements

Undersøgelsen er gennemført af Kvalitet i Kiropraktorpraksis ved Kiropraktorernes Videnscenter.

I samarbejde med OPEN IT & Datamanagement ved OPEN, Open Patient data Explorative Network, Odense University Hospital of Southern Denmark og REDCap (Research Electronic Data Capture).

En stor tak til alle kiropraktorklinikker og patienter, som har deltaget i undersøgelsen og bidraget til udviklingen af undersøgelsen.

Tak til kiropraktor Steen Flammild Harsted, Ph.d. og kiropraktor Casper Glissmann Nim, Ph.d. for deres bidrag til grafisk illustration og opsætning af rapporten.




Bilag 1. Introduktion til undersøgelsens metode

Udvikling af spørgeskema
Der blev udviklet et spørgeskema målrettet kiropraktorpraksis med udgangspunkt i tidligere undersøgelser af patientoplevet kvalitet. Tre undersøgelser blev udvalgt på baggrund af en søgning på sammenlignelige undersøgelser, hvor spørgsmålene allerede var validerede og afprøvet i anden kontekst 2 3 4. Med det udgangspunkt blev der udviklet et spørgeskema bestående af 28 spørgsmål indenfor temaerne: Baggrundsoplysninger, Tidsbestilling og kontakt til klinikken, Ankomst til klinikken, Undersøgelsen og behandling, Efter/mellem patientens besøge i klinikken samt Den samlede vurdering af klinikken. Spørgeskemaets svarskala bestod af en fem-punkts graderingsskala: ”I meget lav grad” ”I lav grad” ”I moderat grad” ”I høj grad” ”I meget høj grad”.

Spørgsmålene blev tilpasset kiropraktorpraksis og gennemgik en kvalitativ indholdsvalidering med semistrukturerede interview af kiropraktorer og patienter, hvorefter der blev foretaget en kvantitativ validering efter analysen Context Validity Index, der vurderede spørgeskemaet som et hele. Spørgeskemaet blev endeligt tilpasset og afprøvet i en pilotundersøgelse forud for den nationale undersøgelse. I pilotundersøgelsen deltog 6 kiropraktorklinikker, der varierede i størrelse svarende til mellem 1-8 ansatte kiropraktorer på klinikken. Klinikkerne registrerede i alt 851 patienter, fordelt på 44 – 255 patienter per klinik. Den totale svarprocent i pilotundersøgelsen var 55%, hvoraf svarprocenterne for de enkelte klinikker varierede mellem 38 – 69%.

Udvælgelse af patientpopulation
Alle patienter der blev behandlet hos en kiropraktor i løbet undersøgelsesperioden skulle inviteres til at deltage i undersøgelsen. Patienter havde kun mulighed for at deltage i undersøgelsen én gang i løbet af perioden.

Børn under 16 år uden forældrenes samtykke til at deltage blev ekskluderet fra undersøgelsen. Spørgeskemaet findes udelukkende i en dansk version, hvilket betød at patienter med anden sproglig baggrund kun havde mulighed for at deltage, hvis de havde hjælp til oversættelse af spørgeskemaet.

Dataindsamling
Alle landets kiropraktorklinikker der i oktober måned 2022 var registreret med et ydernummer, blev inviteret til at deltage i undersøgelsen, svarende til 250 klinikker.

Registrering af patienter til undersøgelsen foregik i kiropraktorklinikkerne. Patienterne blev informeret om undersøgelsens formål, og blev spurgt om samtykke til at deres e-mailadresse måtte videregives til Kiropraktorernes Videnscenter med henblik på at deltage i en spørgeskemaundersøgelse. Derefter blev der sendt et link til skriftligt samtykke om deltagelse, efterfulgt af et elektronisk spørgeskema til alle registrerede patienter. Ved manglende besvarelse blev der sendt op til to påmindelser med 4 dages mellemrum. Patienterne modtog spørgeskemaet den næstkommende hverdag efter, at de var blevet registreret hos kiropraktoren, så tæt på deres konsultation som muligt.

Bilag 2. Spørgeskema – Patientoplevet Kvalitet i Kiropraktorpraksis

Footnotes

  1. Afregnings-/ydelsesdata fra Danske Regioner for perioden d. 9. januar til og med d. 20. januar 2023.↩︎

  2. Patientoplevet kvalitet i kiropraktorpraksis 2014, Masteropgave af Janni Lee Bang Brodersen↩︎

  3. LUP Somatik, LUP Akutmodtagelse & LUP Fødende, Faktarapport 2021↩︎

  4. Undersøgelse af patientoplevet kvalitet i speciallægepraksis 2017↩︎